Rygerens selvsnak, der holdt mig i gang med at ryge

Den sætning, jeg brugte mest, blev aldrig sagt højt. Det var en regnfuld tirsdag, ikke engang klokken 9 om morgenen, og jeg stod ved kontorvinduet med en cigaret mellem to fingre, mens min computer bag mig var ved at starte op. Radiatoren klikkede, vinduet stod på en lille sprække, og jeg sagde det samme til mig selv, som jeg havde sagt i årevis: “Jeg har brug for det her for at komme i gang.”

Jeg begyndte at ryge som 19-årig. På det tidspunkt havde jeg røget i 27 år. På det værste var jeg oppe på omkring 40 cigaretter om dagen. Min kone begyndte at ryge som 18-årig, og mellem os havde røgen sneget sig ind i næsten alle rum i vores voksenliv. Kontoret. Køkkenet. Altanen. Bilen. Det, der holdt det hele i gang, var ikke kun nikotin. Det var sproget, jeg svøbte nikotinen ind i.

“Jeg har brug for det her for at komme i gang.” Det var morgensætningen. Den lød praktisk, næsten respektabel. Ikke nydelse. Ikke drama. Bare en lille justering, som at trække en stol tættere på, før man sætter sig. Jeg brugte den før indbakken, før svære opkald, før enhver opgave, jeg ikke havde lyst til at begynde på. Jeg sagde til mig selv, at røgen hjalp mig med at tænke, men tænkningen var aldrig det, den forbedrede. Den gav mig et ritual, en pause, en overgang mellem det ene og det næste.

Hvis nogen dengang havde spurgt mig, hvorfor rygere bliver ved med at ryge, ville jeg have givet en af de pæne små sætninger og kaldt det ærlighed. Det var det, der gjorde rygerens selvsnak så effektiv i mit liv. Den lød klogere end den enkle sætning nedenunder: Jeg trænede mig selv til at begynde næsten alt med en cigaret.

“I dag er ikke dagen.” Den sætning kom som regel inden frokost. En anspændt mail. En forsinket betaling. Dårligt vejr. Godt vejr. For meget arbejde. For lidt søvn. Der var altid noget, der kunne stå som en grund til at udskyde at holde op. Jeg kaldte det selvfølgelig ikke at udskyde. Jeg kaldte det at være realistisk.

Den sætning fulgte med mig hjem. Min kone stod i køkkenet, min søn i værelset ved siden af, da han var yngre, og jeg gik ud på altanen og sagde til mig selv, at jeg ville gøre noget ved rygningen, når livet blev mere roligt. Livet blev ikke mere roligt. Det blev længere. Det er ikke det samme. 27 år kan forsvinde inde i sådan en sætning. Det kan akupunktur, hypnose, terapi, plastre, Allen Carrs bog, urtecigaretter, der lugtede som et fugtigt skab, og alle de andre forsøg, jeg stablede op undervejs, også.

“Jeg nyder det stadig.” Det var den sætning, der til sidst lød falsk i mine egne ører. Jeg husker aftenen, fordi der ikke skete noget dramatisk. Kold te på bordet. Askebægeret fyldt igen. Lejligheden bar på den indestængte røglugt, som min familie havde lært at leve med. Jeg tændte endnu en cigaret og hørte sætningen dukke op næsten automatisk.

På det tidspunkt havde nydelse meget lidt med det at gøre. Jeg smagte ikke noget særligt. Jeg fandt ikke ro i nogen privat nydelse. Jeg holdt et mønster i gang. Tænd. Sug. Sluk. Åbn altandøren. Luk altandøren. Find lighteren. Gentag. Når en vane har fyldt din dag længe nok, begynder den at låne ord, som ikke længere tilhører den. Nydelse var et af de ord.

Det var vendepunktet for mig. Ikke et stort løfte. Ikke en ceremoni med den sidste cigaret. Bare den pludselige forlegenhed ved at høre mit eget manuskript så tydeligt, at jeg ikke længere kunne tro på det. De tre linjer havde arbejdet på mig i årevis. De fik vanen til at lyde nyttig, midlertidig og selvvalgt. Nyttig om morgenen. Midlertidig ved middagstid. Selvvalgt om aftenen. Det er en stærk forklædning.

Da jeg først så det, blev noget roligere indeni mig. Jeg følte mig ikke heroisk. Jeg følte mig mindre ført bag lyset. Cigaretterne havde ikke kun trænet min krop. De havde trænet mine forklaringer. Hver gang jeg tændte en, havde jeg en sætning klar til at smugle handlingen forbi min samvittighed. At se det løste ikke alt på en dag. Det gjorde noget bedre. Det gjorde mig ærlig.

Jeg husker stadig kontorvinduet, den lille sprække med kold luft, computerskærmen, der lyste op bag mig. Jeg husker altandøren derhjemme. Jeg husker askebægeret, der holdt op med at se grimt ud, fordi det var blevet til en del af møblementet. Vaner lever i detaljer. Det gør de linjer, der beskytter dem, også.

Ingen af de linjer gav mig en plan. De viste mig bare, hvor stille en vane kan tale. Hvis du en dag får lyst til at læse mere, skriver J. Freeman om den rolige vej i sin guide.